Oplevelsen begynder i foyeren
MCH - Messecenter Herning opgraderer Boxens omgivelser med stil.
Jyske Bank Boxen i Herning har gennem 8 år været synonym med kulturbegivenheder i størrelse X-large. Siden indvielsen i 2010 har den ikoniske sorte bygning lagt scene til en perlerække af verdenstjerner: Prince, Linkin Park, Eric Clapton, Roger Waters, Rihanna, George Michael, Britney Spears, Rammstein og Paul Simon - blot for at nævne nogle.
Som en ægte multiarena har der også være afholdt A-VM i ishockey, VM i håndbold og EM i svømning. Også Circue de Soleil har været forbi i flere omgange. Alt kan i princippet lade sig gøre i rummet under det enorme frie spænd, og med en tilskuerkapacitet på op til 15.000 mennesker er det økonomiske grundlag sikret.
Nu er der opført en virkelig elegant ankomstbygning, der kobler sig direkte på Boxen mod vest. Cubo Arkitekter har slået stregerne til den rektangulære bygning, der består af tolv meter høje facader med fire meter glas i bunden og otte meter foliefacader foroven. Den store transparens giver et lækkert dagslys, og om aftenen oplyses foyeren indefra i et orgie af farver.
Eksklusive omgivelser
Inde i bygningens midte er placeret et stort ”møbel” som indeholder toiletter og teknik samt en VIP-restaurant på toppen af møblet på 2 sal. Restauranten har forbindelse til køkken og restaurant i Boxen via brokonstruktioner.
For at skabe et fornuftigt lydmiljø i det åbne restaurantmiljø, er der ophængt loftsflåder med integrerede lyse Troldtekt akustikplader. Samtidig skaber loftet også en mere intim stemning midt i den storslåede foyer. Troldtekt er også anvendt i foyeren i en matsort variant, der visuelt skaber ro, og som tager toppen af lyden, når 3000 feststemte mennesker mødes over et glas vin før showet.
Oplevelsen begynder allerede i foyeren for de mange gæster og tilskuere, som hvert år besøger stedet. Det er en vellykket opgradering, der i dén grad understøtter forventningens glæde, når man som publikum skal ind og se sine idoler optræde.