Glashus med plads til idéerne

Aveny-T teatret på Frederiksberg Allé har en lang historie, men er med det nye Væksthus tydeligvis også et sted i udvikling og med appel til ungdommen.

Væksthuset er navnet på teatrets nye moderne tilbygning, som respektfuldt trækker sig lidt i baggrunden fra den klassiske, gule facade, som har været teaterbygning siden 1919. Arkitektonisk er der 170 år mellem de to bygninger, og dog er det lykkedes at integrere de to bygninger. Det nye Væksthus er en let og luftig glasbygning opført med stålkonstruktioner og en indskudt etage mod gaden. Det fungerer som et stort, fleksibelt scenerum, der med gardiner kan deles op i mindre scenerum efter behov. Skinner i loftet gør det muligt at etablere svævende scener i rummet.

Her er placeret to nye indgange og en foyer, der forbinder den eksisterende bygningsfoyer med det store rum. Balkonen er indrettet med henblik på bl.a. at kunne anvendes som studie- og arbejdspladser for kulturiværksættere, men kan også være en scene i sig selv eller fungere som publikumstribune.


Lodrette linjer

Teatret fokuserer primært på at tiltrække unge til teaterverdenen, og unge artister får derfor mulighed for at lave teater for andre unge. Derfor er teatrets fleksibilitet afgørende for scenekunstens udfoldelsesmuligheder. Akustikken er altid væsentlig for en god teateroplevelse, og både lofts- og vægflader er derfor klædt i lydabsorberende materialer.

På scenens bagvæg og i trapperummet til balkonen samt i den eksisterende foyer er anvendt Troldtekt line, der med sine lodrette spor fint fremhæver Væksthusets vertikalitet sammen med de lange gardiner. Den øverste del af facaden mod Frederiksberg Allé er udført i tombak med nogle fine variationer i de lodrette lister. Således er der en fin sammenhæng mellem det arkitektoniske udtryk inde og ude.