Irsk cottage style møder nordisk minimalisme
Større fleksibilitet og kapacitet stod højt på ønskelisten for den populære, aarhusianske pub Tir Na Nóg, da ejeren fik mulighed for at udvide. Begge ønsker er blevet opfyldt med en vellykket nyfortolkning af den klassiske irske pub.
Den irske pub Tir Na Nóg i hjertet af Aarhus har gennem 13 år været et populært gå-i-byen-sted. Lange åbningstider og ofte fulde huse gjorde det imidlertid svært for ejer Andreas Ruignok at realisere ønsket om at vise de helt store sportskampe på storskærm eller afholde særlige aktiviteter som whiskysmagninger og foredrag. Da nabobygningen kom til salg, slog Andreas Ruignok derfor til, og med byggetilladelsen i hus gik han i gang med at udvide sit hjertebarn til et bar-koncept med tre gange så stor kapacitet.
To identiteter under samme navn
I den gamle del af pubben er ændringerne minimale. Huset har fået renoveret facaden og er omdøbt til ’The Tap Room’, men bevarer indenfor det klassiske interiør med whiskytønder på gulvet og souvenirs på væggene – i sin tid overtaget fra en lukket pub i Irland.
Nabobygningen derimod har undergået en stor forvandling. De godt 300 kvadratmeter i ’The Merchant Room’ er indrettet med tanke på, at der skal være fleksibilitet og forskel på dag- og aftenaktivitet. Et tungt velourtæppe i midten af lokalet tilfører stemning og gør, at rummet kan opdeles til forskellige funktioner. Den forreste del af rummet udgør i dagtimerne café og barbershop, mens lokalet ud på aftenen forvandles til bar og natklub. Her er nu også plads til de større arrangementer og en storskærm.
Sjælen fra det gamle er med
Der er tydeligvis lagt kræfter i at tilføre rummet den helt rette kombination af old school pub-stemning og nordisk enkelhed. Interiøret er holdt i en varm og mørk farveskala op mod det moderne betongulv, lige som bejdset egetræ i den specialfremstillede bar og møblerne spiller flot sammen med detaljer i bruneret messing og pulverlakeret stål.
– ’The Merchant Room’ er en nyfortolkning af den klassiske pub. Vi har forsøgt at bevare Tir Na Nóg-sjælen, men samtidig give denne del et mere high-end præg, siger arkitekt Mikkel Lang Mikkelsen, der har designet ombygningen.
Fokus på struktur og sanselighed
For at efterleve myndighedernes krav til lyd- og brandsikring er væggene bygget op med to lag fibergips, isoleret inde i en kasse. Det gav arkitekten en udfordring, for hvordan skaber man en ’old school feel’ i et rum af nye, hvide vægge?
– Vi begyndte at lege lidt med overflader, struktur og lys for at se, hvordan vi kunne tilføre taktilitet i indretningen. Sammen med Boligmaleren kom vi frem til en spændende løsning, hvor en grov mørtel er trukket på væggene på en måde, der giver nogle interessante krummelurer, fortæller Mikkel Lang Mikkelsen og tilføjer:
– Det fede er, at det samtidig spiller rigtig godt sammen med strukturen i Troldtekt akustikpladerne.
Et enkelt valg
Der er monteret Troldtekt i lofterne i store dele af det nyrenoverede lokale. For med samtidig aktivitet i baren, cafeområdet – og til tider også ved den lille scene – er god akustik vigtig. Bag en dør af træpaneler, som kun kan åbnes med et særligt adgangskort, gemmer sig et ’hemmeligt’ rum, der er tiltænkt private arrangementer så som polterabends og whiskysmagninger. Den antracit-grå Troldtekt bidrager til at skabe en intim atmosfære i VIP-lokalet, der med masser af bejdset egetræ, læder og en væg beklædt med luksus-whisky oser af herrelounge.
For Mikkel Lang Mikkelsen var valget af loftsbeklædning ikke svært.
– Det er svært at finde et produkt, der kan konkurrere med Troldtekt på akustiske egenskaber. Og så går det godt i spænd med, at vi har træ som et gennemgående materiale. Vi overvejede, hvordan vi kunne tilføre pladerne et mere eksklusivt look, og her fungerer det fantastisk med egetræslister i samlingerne, siger han.
– Pladerne er, helt lavpraktisk, valgt i 60 centimeters bredde, sådan at de matcher modulerne i vores whisky-reol. Det gør, at listerne følger med ned i vangerne og dermed skaber et harmonisk udtryk, siger arkitekten, som glæder sig til, at både stamgæster og nye besøgende for alvor får taget de nye faciliteter i brug.