Mere god kaffe i Aarhus
Street Coffee er rykket ind i latinerkvarteret og har indrettet caféen, så den oser af Street Coffee’s afslappede atmosfære og sans for visuelle appel.
Kaffeglade aarhusianere kender Street Coffee fra deres tre andre kaffebarer, inden de åbnede i Graven 22, som i forvejen var et godt strøg for kaffe- og livsnydere. Hos Street Coffee tager de det alvorligt med kaffens kvalitet og servering, men ellers er det op til gæsten at sætte den næste LP på pladespilleren og være en del af den afslappede atmosfære. Her hersker en særlig hjemlighed, som måske skyldes stedets personlige præg. Indtager man kaffen på fortovet foran, er man ikke alene, men en del af byens pulserende liv.
Loftet indrammer det levende billede
Indretningen ved Street Coffee opleves umiddelbart som en collage af farver og flader, der tilsammen giver en stille vibration. Kombinationen af rå og glatte overflader, intense og diffuse farver giver en appetit på stedet og på mere kaffe! En vægflade er skrabet ind til muren og danner sit eget billede af murrester, mens den modstillede væg bag disken er blanke, brune klinker. Møblementet er en tilpas blanding af brugte og nye stole og borde med en tilpas mængde planter og kunst på væggene.
På loftet er valgt grå Troldtekt akustikplader, som samler det geometrisk lidt skæve rum og sikrer en behagelig akustik til nydelse af kaffe og musik. Indretningen har Street Coffee i store træk selv stået for i et tæt samarbejde. Den ene ejer, Anders Skaarup er tidligere møbelsnedker og har derigennem brugt sin erfaring, mens andre medarbejdere har budt ind med deres sikre sans for et spændende sted at nyde kaffe.