Fra Pakhus til mødested

Omgivet af nye boligbebyggelser ligger det gamle pakhus, som en ø fra en svunden tid. Pakhuset er smukt renoveret og har fået nyt liv som mødested i Nobelholmen. Stue og kælder er optaget af Restaurant Herkomst og Nobel Bar, mens 1. til 3. sal er indrettet til kontorer

Hvor Uniscrap på Enghave Brygge tidligere har haft hovedkontor og lager, ligger nu den indbydende restaurant Herkomst. I ét stort rum med vinduespartier til begge facader, er der skabt en særlig atmosfære af stilfuld indretning og rustikt pakhus. De rå mure og søjler er en del af stedets historie og fortæller om bygningens tidligere funktioner. Et smukt plankegulv binder rummet sammen og giver modspil til de rå flader.

Loftet er klædt i Troldtekt grå natur, hvilket bidrager med flere nuancer af naturfarver, som restauranten er præget af. En god akustik er naturligvis nødvendig i en stor restaurant, hvor Troldtekt er effektiv lydabsorbent. Til adskillelse af et afsnit for selskaber er ophængt et kraftigt gardin som rumdeler.

 

Restaurant Herkomst

Valget af møbler er overvejende gedigne klassikere, mens belysningen er mere moderne og med til at skabe stemning med spots og papirlamper ved baren. I restaurant Herkomst serverer man både frokost- og aftenmenu, mens Nobel bar i kælderen åbner dørene sidst på eftermiddagen.

Placeringen i den rustikke kælder understreger værtshusstemningen. Her er indretningen kombineret af robuste træmøbler, grå Troldtekt lofter og klodsgulv. Til pakhuset hører også en stor terrasse, som på en sommerdag er et oplagt mødested for en frokost eller drink.

Enghave brygge er en bydel NPV A/S har været projektudviklere på, og som nu består af 6 øer til 1100 boliger og 3500 arbejdspladser.