Moderne Caféstemning i hjertet af Odense

Hos Eydes træder man ind i moderne og hyggelig caféstemning og oplever gradvist, hvordan stedet folder sig ud. De nye rammer er imødekommende for alle typer mennesker, ligesom stedet altid har været.

Troldtekt line akustiklofter sikrer optimal akustik og understreger sammenhængen mellem de forskellige områder hos Restaurant Eydes i Odense
Foto: Helene Høyer Mikkelsen

På gågaden i Odense ligger Eydes, som på én gang er café, restaurant og bar. Stedet er meget populært, og med den helt nye indretning er endnu flere fynboer nysgerrige på stedet.

KAKI Spaces har også denne gang stået for indretningen, og har derfor haft et forudgående kendskab til Eydes’ DNA som sted i Odense. I den helt nye indretning er der taget afsæt i stedets folkelighed og fokuseret på at skabe et moderne sted med varme materialer og den sanselighed, det giver.

Der er anvendt en del træ, tegl, pudsede vægge og tekstiler, som alt sammen er meget taktilt. Planter og en god akustik underbygger stemningen og det nærvær, man næsten ikke kan undgå at mærke hos Eydes.

Loftet giver rytme

I forreste del af restauranten modtages man af smilende personale, og man kan vælge at sidde tæt på vinduespartierne eller trække ind i den mere fortættede del af restauranten, hvor baren også ligger.

KAKI design kalder de to zoner for stedets dagbevidsthed og aftenbevidsthed. I den forreste del er anvendt Troldtekt line på lofterne, som, udover en god akustik, understreger rummets dybde og næsten peger ned til buffeten i restaurantens bagerste del, som også har lys Troldtekt line akustikloft.

På et sted med mange lag af inventar, dekoration og lyssætning fungerer loftet som en flot helhed, der giver Eydes et eksklusivt præg. I den midterste del omkring baren er der højere til loftet, og her er i stedet valgt sort Troldtekt, som markerer en pause eller ophold og dermed den helt rette gestus for en bar.