Alle sanseindtryk tæller
På Øster Farimagsgade finder man en af Københavns mindste restauranter, Connection by Alan Bates. Til gengæld er man også garanteret en helt særlig aften.
Kokken Alan Bates har valgt at gå sine egne veje efter at have høstet mange typer erfaringer i andre køkkener. Det lille sted har nu fået en ny indretning af Bruno Jakobsen Design, som præcist indrammer det særlige ved Alan Bates’ køkken. Resultatet er en totaloplevelse, som dog bedst mærkes i de rum, der er skabt i rummet.
Hver detalje har en stor præcision som selvstændigt element og i forhold til helheden. Først og fremmest oplever man en hjemlig og imødekommende stemning i alt fra personalet til stedets skala og materialer. Akustik er en vigtig del af den oplevelse, og derfor er loftet en lydabsorberende akustikplade fra Troldtekt baseret på FuturecemTM med v-spor. Loftets changerende toner passer ind til de øvrige materialer og giver ro til rummet.
Detaljer i kompositionen
Det kompromisløse interiørdesign er bygget op omkring en sammensætning af forskellige materialer og teksturer. Her er serveringsbordet i natursten i centrum og står i kontrast til mørkt træ, gardiner, klinker, læder og matte vægge. Bordet er cirkulært med et cirkulært belysningsarmatur hængende over som en fin iscenesættelse af vinen på køl.
Et andet geometrisk tema er linjerne, man finder i Troldtekt loftet med v-spor, i de lodrette trælister og stenbordets riller. De visuelt bløde flader og farver får fint modspil af de grønne vægklinker, udstoppede dyr og fotokunst på væggen. For det haptiske blik er stedet designet til konstant nysgerrighed, som er en vigtig del af stedets oplevelse.