Huset i skoven
Peter Lieps Hus lige uden for Dyrehavsbakken ligger smukt blandt bøgetræerne og emmer af historie. Det ikoniske traktørsted har gennemgået en nænsom renovering, som har synliggjort stedets charme og historie.
Stråtækt tag og gevirer på den pudsede facade giver forventninger til oplevelsen af interiøret. Huset lever op til forventningerne, idet skoven ses igennem de småsprossede vinduer, og de sorte bjælker i loftet vidner om husets alder.
Anders Busk Faarborg fra All That Matters Design fortæller, at en væsentlig del af indretningsopgaven har været at fjerne inventar for at synliggøre det fine, oprindelige hus. At vise respekt for stedets kvaliteter, og ikke mindst at skabe en bedre kontakt mellem restauranten inde og ude. Med den nye indretning er rummene blevet væsentligt lysere, og stedet appellerer på mange måder til et bredere publikum.
Naturmaterialer går igen
Peter Lieps Hus har to større rum i stueetagen, på hver side af indgangen. Den mindste restaurant er et utrolig charmerende rum med stribet tapet og en indbygget bænk. Borde og stole er i træ og valgt i et nordisk design, som passer fint ind til stedet. I den større restaurant er valgt en lysere træsort til møblerne, som giver en anden lethed og homogenitet. Her vidner en stor kamin om husets historie.
På stedet er de blevet meget opmærksom på gæsternes forventninger til restaurantens akustik. Derfor er det også tænkt ind i indretningen fra start. Troldtekt line i natur er placeret mellem de sorte bjælker og understreger derved rummets linjer, styret af bjælkerne. Derved er loftet også blevet en del af den helstøbte indretning og Troldtekts træstruktur og farve korresponderer smukt med stolesædernes flettede gjord.