Franske fornemmelser i det østjyske
Ægteparret Maiken og Christophe Daura har drevet café Noisette i Horsens i 15 år. Tiden var nu moden til at åbne en café i Skanderborg, og det dansk-franske par har selv indrettet stedet med det bedste fra begge lande.
Ægteparret Maiken og Christophe Daura driver sammen café Noisette i Horsens og nu også i Skanderborg, hvor caféen åbnede i maj 2020 efter et par måneders forsinkelse grundet corona.
Maiken står for alt det administrative og giver fra tid til anden en hånd med som tjener. Christophe, der oprindeligt kommer fra Frankrig, er kok og sørger for velsmagende franske retter til gæsterne.
– Konceptet er det samme begge steder. Vi er en café om dagen og restaurant om aftenen, hvor vi serverer franske specialiteter. De franske retter er dog med et dansk twist. Man kan naturligvis også få brunch eller cafeburger, lyder det fra Maiken Daura.
Varme farver og udsigt over sø
At Skanderborg blev byen for deres nye café hang især også sammen med, at de fandt en perfekt bygning. Den krævede dog en renovering, men mulighederne så de med det samme.
– Vi fandt et hus, som tidligere havde været tøjbutik, og som ligger lige ud til Skanderborg Sø. Det er blevet gennemrenoveret, og i den forbindelse er facaden ud til søen væltet, så der nu er glasfacade og terrasse med den bedste udsigt.
Inspirationen til indretningen har Maiken og Christophe Daura suget til sig rundt omkring. Det er dog ikke de klassiske nordiske tendenser, der fangede parrets interesse.
– Vi har valgt varme og brunlige farver på væggene samt tapet, og vi har valgt gulve, der ligner store egetræplanker. Alt sammen for at tilføre varme i rummet. Det er meningen, det skal være hyggeligt, samtidig med at det er funktionelt, fortæller Maiken Daura og fortsætter:
– Vi har naturligvis også franske genstande. På væggene har vi blandt andet gammelt fransk køkkenudstyr hængende, som har været Christophes bedstemors. Derudover har vi også mosaik, som hans fars har lavet, samt gamle døre.
Hygge med behagelig lyd
De personlige genstande fra Frankrig skal netop være med til at skabe en hyggelig atmosfære for gæsterne, og her er et behageligt lydmiljø også helt afgørende, siger Maiken Daura.
– Der er ikke noget værre, end hvis der er rumklang i en café. Det er forstyrrende og føles som at være på en banegård. Derfor forhørte vi os hos håndværkerne om, hvad vi kunne gøre, og de anbefalede Troldtekt akustikplader. Vi har fået sat akustikpladerne i loftet på hele caféen og overvejer kraftigt at gøre det samme på caféen i Horsens.