Nye rum til Oslos vartegn
På Oslo Rådhus var der behov for et åbent mødelokale og auditorium. I begge rum er der brugt Troldtekt som akustikløsning.
Oslo Rådhus blev indviet i 1950 og er med sine to kendetegnende høje tårne vartegn for Oslo og kendt for sin udvendige udsmykning og klokkespil. I rådhuset har byrådet, administration og andre kommunale organisationer til huse og det er også her, Nobels fredspris uddeles.
På rådhuset var der behov for et rum til møder, der lå uden for den interne sikkerhedszone, og et auditorium.
Møderummet, eller ”det sociale rum”, er et åbent rum med udsyn udover indgangshallen ved rådhusets indgang ud mod Oslo Fjord, hvorfra en trappe fører direkte op i rummet. Her er der plads til både større og mindre grupper, der har brug for at holde møde eller mødes til f.eks. frokost.
På rummets vægge er der valgt Troldtekt akustikplader, som gør det muligt at holde et møde og sidde uforstyrret af lyd fra indgangshallen eller andre, der opholder sig i rummet. Akustikpladerne er malet i en rosa farve fra rådhusets farvepalette, der matcher den marmor, der allerede var i bygningen, og det nye møderum er derfor en integreret del af indgangshallen og resten af det store, åbne rum.
Et tidligere arkivrum er blevet til rådhusets nye auditorium, som har plads til 150 besøgende. På væggene er der valgt Troldtekt designløsningen rhombe mini i farven natur. Pladernes farve er uden for rådhusets farvepalette som en markering for det nye rum, mens auditoriets sæder er holdt i rådhusets farver. Sammen skaber akustikpladerne og sædernes farve en varm atmosfære i rummet, samtidig med lyden bliver effektivt absorberet.