Nyt liv spirer i kontorhuset

Kontorhuset på Islands Brygge har netop fået en gennemgående renovering — tegnet af OVER BYEN Arkitekter, som har specialiseret sig i meningsfulde renoveringer med skræddersyet effekt og et begrænset aftryk.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i kontor- og erhvervsbygninger

Bygningen på Njalsgade 72 fra 2011 har stået tom længe, men er nu revitaliseret og omdannet til et imødekommende flerbrugerhus med mange kvaliteter. Beliggenheden ved siden af en metrostation er et stort plus, ligesom den syv etager høje bygning i det flade terræn betyder, at brugerne får både meget dagslys og udsigt. En fælles tagterrasse på anden og tredje etage er blevet begrønnet og aktiveret.

OVER BYEN Arkitekter har skånsomt og effektfuldt renoveret, hvilket vil sige, at alle flader, der havde brug for det, er renoveret, men mindst muligt er udskiftet og i stedet kreativt genbrugt og istandsat, blandt andet gulvene. Med fornyelsen og forandringerne i bygningen kan kontorhuset nu præsentere en DGNB-certificering Guld. Kantinen er flyttet fra første etage til stueetagen, hvor alle husets brugere kan spise frokost og afholde møder. Dermed har huset fået en mere livlig og åben ankomstetage.

Et levende og brugbart hus

Overordnet har omdannelsen handlet om at skabe flere brugerrettede rum, så større dele af huset kan tages aktivt i brug. Blandt andet er stueetagen åbnet op, så den er inviterende og brugbar som kantine og samlingspunkt for husets brugere til uformelle møder, workshops og præsentationer, og i kælderen er der etableret et omklædningsrum med tilpassede snedkerløsninger, hvor man kan gå i bad før og efter arbejde.

Kantinens indretning, som OVER BYEN Arkitekter også har stået for, er fint komponeret af flere typer møbler og zoner i det store rum. Belysningen indrammer både den store skala og det mere intime rum. Da etagen er nyindrettet til kantine, har man valgt at skifte lofter, og her faldt valget på hvidmalede Troldtekt akustikplader på FUTURECEM. Kantinen har fået en god akustik, og selve pladerne er fremstillet med et minimalt CO2-aftryk. Begge parametre giver points til DGNB-regnskabet. På første sal er den tidligere kantine omdannet til et attraktivt lejemål.

Beplantning

I atriet — fra kantinen til syvende etage — er ”plantet” en grøn, vertikal væg på 240 m2, som fint markerer husets indre. Den mosgrønne farve er en farvetone, der går igen i det nye Njalsgade 72. I  kantinen ved møbler og gardiner samt på badeværelserne finder man grønmalede Troldtekt lofter og dekorationer med mere grønt mos. Troldtekt baseret på FUTURCEM er et gennemgående materiale, da det også er anvendt på øverste etages lofter og på det nyetablerede fælles baderum i parkeringskælderen.

På tredje etage er der etableret en ny indvendig gangbro (identisk med eksisterende gangbro på første etage) fra trappeplateau til fælles tagterrasse. To uopvarmede væksthuse på den fælles tagterrasse gør den nordvendte tagterrasse attraktiv og brugbar. Tagterrassen er begrønnet med plantebede og mindre træer.

Med den fornuftige renovering har bygningen fået en kærkommen ny og indbydende helhed.