Lyst arbejdsmiljø i Købmagergade
I en flere hundrede år gammel ejendom i Købmagergade har interiøret på første sal fået et gennemgående løft, der gør lejemålet attraktivt og indbydende.
De fine, gamle vinduer i facaden til Købmagergade trækker meget dagslys ind i det dybe kontor og giver rummet en særlig, charmerende stemning. Et gennemgående, roligt loft samler lejemålet, som går på tværs af hele etagen. Ved omdannelsen af lejemålet, som Spacelab har stået for, er der etableret et vinduesparti ved gården og tillige et stort ovenlys. Derved er der opnået et lyst og moderne kontorlokale.
Firmaet Fairpris’ medarbejdere taler meget i telefon, hvorfor en god akustik er betydningsfuld for arbejdsmiljøet. Spacelab har valgt, at gulvet er lyst cement og lofterne tilsvarende rolige uden synlige installationer. Troldtekt v-line lofter markerer nogle linjer i loftsfladen uden at dominere rummet. I den moderne, neutrale indretning, udgør linjerne en fin detalje.
Indretning med finesser
Lofterne er nedhængte og skjuler derved indblæsningen af frisk luft, som foregår diffust gennem udvalgte loftsplader. Udsugningen er fint skjult i det indbyggede inventar. Derved har man opnået et loft uden visuel støj. Ved ankomsten til etagen mødes man af en ”funktionsvæg” i egetræ, som har samlet funktioner som garderobe, kopi og skabsplads men også en indbygget sofa.
Egetræ er et gennemgående element i indretningen og er også anvendt som kraftige egetræsprofiler, der indrammer glaspartierne ved de indeliggende mødelokaler. Den gamle bygning betyder, at lokalet har en kringlet plan, men Spacelab har fået det absolut bedste ud af opgaven og skabt nogle indbydende rammer i høj kvalitet. Med en indretning, der både giver plads til skriveborde, sofahjørner og bordtennis, understreges den åbne og moderne helhed, som omdannelsen har skabt.