Balanceret indretning

Gottlieb Paludan Architects i København er flyttet til et nyt, stort kontor i Nordhavnen. Mens byggekranerne svinger rundt i området, har virksomheden valgt charmen i et tidligere pakhus på kajen, hvor de har sat deres personlige præg på stedet.

Troldtekt, Gottlieb Paludan Architects, Copenhagen
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect MAA

Dagslyset dominerer i det store rum, hvor Gottlieb Paludan Architects cirka 100 medarbejdere sidder under samme loft. Lys fra store sydvendte og nordvendte vinduespartier blandes med ovenlys, der sidder parallelt med facaderne langs den centrale boks i det kvadratiske rum.

Den sortklædte mødeboks i midten er et samlingspunkt med loungeområde og mødelokaler, men er også med til at strukturere det store, fleksible rum. Langs væggene ligger kantine, garderobe, flere mødelokaler og forskellige birum. Trods rummets størrelse og rumhøjden opleves arkitektkontoret som overskueligt og imødekommende.

Tine Kjærulff Bay, designchef og partner i Gottlieb Paludan fortæller, at indretningen afspejler den arkitektur, de gerne vil tegne – tidløst, enkelt og nordisk!

Interiør, materialer og jordfarver 

Gottlieb Paludan Architects har selv tegnet mange af møblerne og derudover er der få velvalgte møbelklassikere og belysningsarmaturer. De mange sorte møbler står i fin kontrast til de lyse asketræsgulve, lyse gardiner og grå løbere. Ikke blot er der symmetri i rummet, der er også balance i valget af farver og stofligheder.

Det store industrielle rum er blevet arkitektonisk bearbejdet, således at det fungerer som en god arbejdsplads. Der har også været fokus på den rigtige akustik i rummet, hvilket er løst med Troldtekt natur i loftet kombineret med andre akustiske løsninger. Troldtekts varme, stoflige overflade indrammer den hvidmalede søjle bjælke konstruktion og er med til at skabe en sammenhængende og rolig helhed.