Kreativitet i udadvendt hus
Filmbyen Aarhus fortsætter med at vokse og styrke sin position som Vestdanmarks centrum for film- og medieproduktion. I den nye bygning, Filmby 3, har 19 virksomheder allerede fundet sig til rette.
På havnen i Aarhus ligger Filmby Aarhus mellem Dokk1 og Jyllands Posten i nu tre bygninger på rad - alle med udsigt til bassin 3.
Filmbyens kreative erhvervspark er nu hjemsted for over 100 virksomheder, der alle arbejder med film, medier eller spil. Havnens industrielle aftryk på omgivelserne har også smittet af på Filmbyens arkitektur, hvor en tidligere turbinebygning er omdannet til bl.a. kontorer og studier.
Filmby 3 er også opført i robuste materialer og indbyder til ophold for både forbipasserende og de mange mennesker, der arbejder eller studerer i området. Derved adskiller denne bygning sig ved at række ud mod omgivelserne og bidrage til en større sammenhæng i bydelen.
Inspirerende hus
I Filmby 3 bor uddannelsen Kaospiloterne, Aarhus Filmværksted, FILMLAB, Funday Factory og mange flere virksomheder. Bygningen er tegnet til en optimal fleksibilitet i forhold til de mange lejere, og bygningens indretning tager udgangspunkt i enkle og robuste materialer som beton, cortenstål og træ.
De fleste lofter er beklædt med Troldtekt akustikplader, der effektivt holder efterklangstiden nede og giver en varme til rummene.
Med de varierede rumligheder og mange muligheder giver den nye Filmby plads til innovation og inspiration for den digitale og visuelle branche. På Filmby 3’s facade planlægges kunstvideoinstallationen ”The Garden in the Machine” af kunstner Jesper Just. Den levende facade bliver et vartegn for hele den kreative bydel ved havnen.