Innovativt arbejde på Alnaturas campus
Alnatura, en tysk forhandler af økologiske fødevarer, er blevet tildelt den højeste certificering - platin - af DGNB (tysk bygningscertificering) for sit nye hovedkontor i Darmstadt og sætter dermed nye standarder for moderne virksomhedskultur.
På et 55.000 kvadratmeter stort areal i byens sydvestlige del er der opstået en innovativ campus, der skal være et "sted til rekreation, læring og møder mellem mennesker". Campussen omfatter også en Rudolf Steiner-børnehave, en vegetarrestaurant, et indkøbscenter og en forlystelsespark baseret på økologi og fremstår som et eksempel på en medarbejder- og kundevenlig virksomhedskultur.
Helt unik er kontorbygningen i tre etager, der skal huse omkring 420 af de i alt 3.000 medarbejdere hos "Tysklands bedste arbejdsgiver". De nye arbejdsomgivelser imponerer med deres enkle og naturnære æstetik, og de opfylder de højeste økologiske krav. DGNB’s certificering har ifølge organisationens direktør Christine Lemaitre baggrund i, "at Alnatura med de nye arbejdsomgivelser har skabt en fremtidssikret bygning af høj kvalitet. Der er samme opmærksomhed på miljø og mennesker som på den langsigtede lønsomhed."
Komplekset er tegnet af arkitektbureauet haas cook zemmrich STUDIO2050 i Stuttgart, og med sit bruttoetageareal på 13.500 kvadratmeter er der tale om Europas største kontorbygning med en ydre facade af ler. Unik er også den geotermiske vægvarme, der som det første sted i verden er blevet installeret i kontorbygningen. En jordkanal sørger for, at der tilføres veltempereret luft fra den tilgrænsende skov, og strømmen kommer fra et stort solcelleanlæg på taget.
Dagslys strømmer ind i alle bygningens etager gennem de store vinduer, der er monteret i trætaget, og gennem den transparente front- og bagside. Trapper, gangbroer mm. skaber forbindelsesveje og understreger bygningens åbne og generøst udformede karakter. Det skrå tag omslutter bygningens atrium uden at begrænse rummet. Brugen af vedvarende energi og de designmæssige tiltag betyder, at energibehovet i den stort set klimaneutrale bygning ligger omkring en tredjedel under kravet i den tyske gældende bekendtgørelse om energibesparelser.
Mødeområder kan efter behov afskæres fra de øvrige områder ved hjælp af lydisolerende gardiner. Derudover er der på alle etager åbne tekøkkener, som de tværfunktionelle teams kan benytte til møder.
De lydisolerende lofter af trælameller, vinduesrammerne af træ og den mikroperforerede beklædning af kernevægge medvirker til at sikre optimal akustik. Desuden er der anvendt Troldtekt-akustikplader af høj designmæssig kvalitet i restaurantområdet. Akustikpladerne består af træ i kombination med cement og bidrager til et sundt indeklima samt en effektiv brandbeskyttelse.