Multibygning med omtanke
På Aalborg Kaserne er flere funktioner samlet i en enkelt bygningskrop kaldet multibygningen. En logistisk fordel i hverdagen på kasernen, men også en del af Forsvarets ”Grønne etablissement”.
Nybyggeriet indeholder funktioner til Militærpolitiet og værksteder til Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste. Mere konkret drejer det sig om garager under samme tag som mandskabsfaciliteter, depot, kontorer og undervisningslokaler. Tidligere lå funktionerne spredt i flere bygninger, hvilket var tidskrævende og ineffektivt på mange niveauer. Medarbejderne på kasernen ser multibygningen som meget funktionel, men der er også blevet plads til en lille tagterrasse med udsigt til det åbne land og pauserum med tekøkkener indrettet med grønt på både vægge og som plantevæg med ovenlys.
På alle lofter er anvendt lydabsorbende plader fra Troldtekt. De har lidt forskellige udtryk afhængigt af, hvilket rum de er placeret i. I garagerne har man valgt lys natur, som har en varm farve, mens man i de øvrige rum har valgt hvide lofter, nogle steder med synlige lister imellem.
Win win
På Aalborg Kaserne har man valgt at gøre nybyggeriet til et pilotprojekt, der skal bidrage til en ny bæredygtig strategi for Det danske Forsvar også kaldet ”Grønne etablissementer”. Formålet er at begrænse energiforbrug og CO2 -udledning. For at arbejde konkret med disse mål har projektet være tilmeldt Den Frivillige Bæredygtighedsklasse. Derfor fokuseres der blandt andet på livscyklusanalyse, ressourceanvendelse på byggepladsen, indeklima og opmærksomhed på problematiske stoffer.
Med optimering af Kasernens energi- og klimamæssige forhold kan ressourcer spares, og en mere bæredygtig drift er både billigere for miljøet og Kasernen. Således har Kasernen fået et byggeri, der både sparer tid, kræfter og CO2 til gavn for både ansatte og klimaet.