Nyt kollegiefællesskab
I det nordlige Aarhus har man skabt et kollegie, som er delvist etableret i et tidligere kontorbyggeri. De 312 boliger er et godt eksempel på, at man ved at genanvende det eksisterende kan give noget ekstra til helheden.
Tranekollegiet er opkaldt efter gadens navn; Tranekærvej. Strukturen i byggeriet er skabt ud fra de to karakteristiske eksisterende og buede bygninger samt ønsket om et centralt fælleshus. Udover de to tidligere erhvervsbygninger fra 1960’erne er der opført supplerende boliger med en parallelforskudt placering. Strukturen er bundet sammen af grønne fællesarealer, regnvandsbede og ikke mindst det centrale torv, hvor fælleshuset også ligger.
Fælleshuset er meget genkendeligt med sit saddeltag og tilbagetrukne glasparti i gavlen ud til forpladsen. Til de fælles faciliteter hører et fællesrum med køkken på overetagen og fitnessrum og vaskeri i underetagen. Det grafiske udtryk i stedets ydre er videreført indenfor med Troldtekt line i sort. Loftet fra Troldtekt er med til at binde husets funktioner i underetagen visuelt sammen og sikre en god akustik i alle rummene.
Sociale, materielle og økonomiske perspektiver
Kollegiets helhed, blandingen mellem renovering og nybyg, er meget vellykket. Strukturen, skalaen og materialevalget fungerer sammen. Den arkitektoniske idé har været at understrege de buede former i de oprindelige bygninger gennem den nye beklædning, bygningerne har fået. Bygningerne har stået tomme siden 2014, hvilket de også bar præg af. Bygningerne blev ofte udsat for hærværk og endda brand, hvilket skabte utryghed i området. Med renoveringen har man blandt andet sparet 600 tons CO2 ved at genanvende hovedkonstruktionerne i bygningerne.
Tranekollegiet er ét ud af atten projekter nomineret til Renovérprisen 2023.