Passivhuse er et populært valg i Aabybro
Valget faldt på passivhuse, da det landsdækkende boligselskab Domea skulle bygge, udleje og administrere 12 nye familieboliger i Aabybro. Husene holder lejernes energiudgifter på et minimum.
Boligerne er opført som rækkehuse i ét plan, der er samlet i tre små blokke med fire boliger i hver. Det gennemisolerede byggeri har minimalt forbrug til opvarmning, ligesom hver bolig er forsynet med eget ventilationsanlæg af hensyn til indeklimaet. Lofterne i det åbne køkken-alrum er beklædt med lys Troldtekt for at sikre et godt akustisk miljø i boligens samlingspunkt, hvor der er langt fra gulv til loft.
Populære blandt lejerne
Arealet i hver bolig er på 85-100 kvadratmeter, hvilket er meget efterspurgt i området. Måske derfor fandt alle 12 boliger sine lejere på bare en enkelt dag, da Domea Aabybro inviterede til åbent hus i 2012.
”Lejerne kan se fordelene ved at bo i et hus, som bliver opvarmet af den passivvarme, som solen sender ind gennem vinduerne, og som husets beboere skaber, når de for eksempel laver mad, bruger pc’en og bader. At leve i et sundt indeklima og samtidig give miljøet en håndsrækning er tiltalende. Måske er det derfor, der stort set ikke har været udskiftning i boligerne siden indflytningen,” forklarer formand for organisationsbestyrelsen i Domea Aabybro, Anni Thomsen.
”Derfor vil vi naturligvis gerne bygge passivhuse, når vi opfører boliger fremover, og tænke energioptimering ind, når vi renoverer. Vi havde et godt samarbejde med rådgiveren, som sikrede, at vi levede op til kriterierne i certificeringen og byggeprocessen var så ikke anderledes for os som bygherre end ved de andre boliger, vi opfører,” forklarer hun.