ObelHus - en harmonisk syntese mellem fortid og nutid
Aalborg er kendt for sine velholdte industribygninger og transformationer af denne bygningskultur. Nu kan byen vise endnu et eksempel på en vellykket transformation.

Fra 1938 blev der fremstillet tobaksprodukter i bygningen, og fra 1995 blev ingeniørstuderende undervist i de samme rammer. De tre etager er nu transformeret igen, og er blevet til nu i alt 65 spændende boliger, som tilmed er Svanemærket. Det er på mange måder en dejlig fortælling om bevaring af en kulturhistorisk, bevaringsværdig bygning og opførelsen af mindre klimabelastende boliger. Projektet, som HP Byg er totalentreprenører på, er det første svanemærkede renoveringsprojekt i Jylland.
”Svanemærket handler blandt andet om lavt energibehov og godt indeklima, og der er krav til tilstandsanalyser, ressource- og affaldshåndtering samt genanvendelse” forklarer HP Byg i beskrivelsen af projektet. Projektet gør sig bemærket med høj grad af genanvendelse ved at genanvende ikke kun råhuset, men også ældre bygningsdele som loftsplader og døre.
Særlige boliger
Arkitektfirmaet C.F. Møller Architects har fået det bedste ud af bygningens arkitektoniske potentiale og fremhævet de synlige søjler og bjælker i beton i det nye ObelHus. Gennemgående for de tre etager er, at alle boligerne har meget dagslys, altaner, og man ser de synlige konstruktioner. På øverste etage har boligerne fået en ekstra, indskudt etage og ovenlys, hvilket gør dem helt specielle. Troldtekt baseret på FUTURECEM er anvendt i alle boligerne for en god akustik, som kan være særligt påkrævet i de højloftede rum. Troldtekt er et produkt, som er godkendt til svanemærket byggeri. Troldtekt baseret på FUTURECEM er en pladetype, hvor noget af cementen er erstattet af ler, hvilket gør pladen mindre CO2-belastende, også selvom den er malet.
Troldtekt er også anvendt i gangarealerne, som skiller sig ud med en farvesætning af indgangspartierne ligesom de oprindelige trapper har fået tilført farver og lydabsorbering.
Fakta: Troldtekt er registreret i Nordisk Miljømærknings database over materialer, der kan indgå i svanemærket byggeri.