Åpark Kollegiet
Med studier, caféliv og grønne parker lige om hjørnet byder det nybyggede Åpark Kollegiet på 251 særdeles attraktive ungdomsboliger. Indretningen appellerer til fælles aktiviteter - og Troldtekt bidrager til rolige rammer trods den centrale beliggenhed i hjertet af Aarhus.
Der var rift om kvadratmeterne, allerede før Kollegiekontoret i Aarhus opførte 251 nye ungdomsboliger på Daugbjergvej. Og med god grund: Handelshøjskolen og cafélivet er kun få minutter væk på cykel, i baghaven løber Aarhus Å, og lige om hjørnet folder Botanisk Have sit frodige græstæppe ud. Kort sagt byder den almene boligforenings nyopførte studielejligheder på alt det bedste fra midtbyens puls.
– Alt var udlejet, da sidste etape stod færdig i sommeren 2012. Faktisk krævede det over et års anciennitet på venteliste for at få en lejlighed, fortæller Per Juulsen, direktør for Kollegiekontoret i Aarhus.
De fælles miljøer i fokus
Allerede inden byggeriet tog form havde Per Juulsen store forventninger til Åpark Kollegiet. De er til fulde blevet indfriet – ikke mindst på kollegiets fællesarealer.
– Hver lejlighed har sit eget køkken, og vi har derfor været meget opmærksomme på at etablere nogle fælles rammer, så beboerne ikke isolerer sig. Blandt andet har hver af gangene sit eget ”lokale” fællesmiljø i form af en stor altan. Derudover er der nogle ”centrale” fælles rammer med motionsrum og et fælleslokale på cirka 100 kvadratmeter, som de nye beboere selv skal indrette, fortæller direktøren.
Troldtekt sikrer den gode lyd
Med mange unge samlet i et kompakt byggeri har Kollegiekontoret haft stor fokus på, at arkitektur og akustik spiller godt sammen. Troldtekt lofter sikrer et behageligt lydmiljø i gangarealer, fællesrum og på reposer.
– Akustikken er meget vigtig og har været tænkt ind fra begyndelsen, for dårlig lyd er svær at ændre senere. Troldtekt er et gennemprøvet produkt, som har gode egenskaber i forhold til lyd og vedligeholdelse, og som vi også tidligere har benyttet og været tilfredse med. Æstetisk passer det fint ind, da det hverken er for råt eller for ”pussenusset”, siger Per Juulsen.
Han tilføjer, at Troldtekts akustiske egenskaber blev sat på prøve, allerede inden beboerne flyttede ind:
– Da vi holdt åbningsreception i det nye fælleslokale, mærkede vi virkelig den gode akustik – på trods af et hårdt trægulv, mange mennesker og et minimum af møbler.