Byggeri forbundet med stedet

Midt i Valby Vænge kvarteret ligger Tvillingehuset mellem to andre børneinstitutioner. Et nybyggeri som træder varsomt i forhold til kvarterets arkitektur og i forhold til brug af ressourcer ved opførelsen.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i institutioner for børn og unge

Tvillingehuset er inspireret af villakvarterets tvillingeboliger, og husets planløsning indeholder også en ”tvedeling” med to fløje til stuerne. En løsning, der giver meget dagslys til husets rum. Ligesom kvarterets huse er børnehuset opført i tegl, dog genbrugstegl som er ressourcebesparende. Af andre klimahensyn kan nævnes solceller, som er er fint integreret i skiffertaget. Regnvand ledes igennem legepladsen og indgår som et aktivt element. Legepladserne omkring Tvillingehuset er tilpasset forskellige aldersgrupper og vokser bogstavelig talt sammen med naboinstitutionernes grønne rum. 

”Med hensyn til murstensfacaden er det relevant at nævne, at det omkringliggende kvarter, Valby Vænge, er bygget med genbrugte mursten fra en tidligere udgave af Københavns Hovedbanegård. Murstenene, der er anvendt i daginstitutionen, stammer fra nedrivningen af bygninger på Rigshospitalet. Så det handler ikke kun om genbrugstegl, men også om at skabe en forbindelse til fortiden og til fremtiden i disse ressourcebevidste tider”, fortæller arkitekt og associeret partner Julian Heick fra Nøhr & Sigsgaard.

 

Stuer med loft til kip

Ved ankomsten møder man et dobbelthøjt fællesområde, som giver et overblik over aktiviteter og husets struktur. Det høje rum anvendes primært til bevægelse og motorik. Et tilstødende rum nær køkkenet anvendes til mindre samlinger og kreative projekter. På overetagen er der også flere fællesarealer, blandt andet et stort tumlerum. På overetagens stuer er der loft til kip, som giver en anderledes rumlighed.

En god akustik er sikret ved brug af Troldtekt i lys natur, hvilket også giver en varme til alle rummene. For at undgå for mange forstyrrende elementer i loftsfladerne, har man også valgt at integrere Troldtekt ventilation, hvilket vil sige, at frisk luft siver ned igennem udvalgte loftsplader. Træ er ligesom Troldtekt et gennemgående materiale. Træ finder man som vægpaneler, på gulvene i fællesområderne og på felter i facaden.