Kurvede vægge giver bløde veje

Som noget helt uprøvet har man ved Gauerslund uden for Vejle samlet et plejecenter og en daginstitution under samme tag, hvor indgang og faciliteter deles. Det er der kommet et spændende hus ud af.

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i børnehaver

Hovedbygningen ligger smukt i landskabet og fremstår relativ solitær med sin specielle geometri. Det er tydeligt, hvor hovedindgangen ligger for både borgere tilknyttet plejehjemmet, børnehaven og vuggestuen, men også for de lokale borgere, som måske møder op til et bankospil eller foredrag.

Alle møder et højloftet rum med ovenlys og fornemmelsen af et torv, med mange tilstødende gader, når de kommer ind i bygningen. Dette er samlingspunktet og med glaspartier i de flotte dørpartier i træ, er der en transparens, som gør det let at orientere sig. Hjørnerne er afrundede, hvilket giver en fin oplevelse af, at husets færdsel nemt flyder rundt i gange og rum.

Her er rum til fællesgymnastik, stolegymnastik og forhindringsbaner, fleksible møderum og læsestue. Alle flader er omtrent hvide, som forstærker den højloftede virkning. De stoflige og akustikregulerende Troldtekt lofter virker samlende på rummene og giver en kontinuerlighed mellem funktionerne.

 

Rolig atmosfære

Til de enkelte børnehavestuer er der adgang direkte fra forpladsen, som gør det lettere at komme på legepladsen udenfor. Fra hovedindgangen leder en ”sidegade” forbi husets store industrikøkken til en fin fælles modtagelse, hvor et større, organisk formet ”møbel” i træ er indrettet til at skabe en ro omkring de børn, som møder tidligt. Børnehavestuerne ligger forskudt ned ad en gang, som arkitektonisk giver nogle nicher, som er oplagte til leg.

Stuerne er som resten af Kong Gauers Gård præget af meget dagslys og en god rumhøjde. Vuggestuen ligger for sig selv, hvilket giver en ro til de yngste børn. I hele bygningsafsnittet for børn er der også anvendt Troldtekt som akustikløsning i lofterne og i grupperum også delvist på væggene. For børnene giver det en rar og tryg rumoplevelse og for de ansatte desuden et godt arbejdsmiljø.

Se billeder fra plejehjemmet på Kong Gauers Gård her