Imponerende nybygget børnehave placeret på en skråning

 

I den østrigske by Fulpmes har firmaet ARGE Tabernig-Zierl Architektur ved at anvende store mængder glas og træ kreeret et arkitektonisk pejlemærke, hvor børn og voksne føler sig godt tilpas.

Børnehave Fulpmes, Østrig

Takket være de mange fritidsmuligheder og imponerende alpepanoramaer er den 35 kilometer lange Stubaital i Østrig et populært udflugtsmål. Her ligger købstaden Fulpmes omgivet af gletsjere og mere end 100 bjerge over tre tusind meter. Med sin placering kun cirka 15 kilometer fra Innsbruck, hovedstad i delstaten Tyrol, er Fulpmes et attraktivt sted at bo – specielt for familier. Og netop familier er glade for den nye moderne børnehave med plads til at cirka 140 drenge og piger kan udfolde sig frit inden for rammerne af en halvåben pasningsordning.

 

To huse med en udfordrende placering på en skråning

Firmaet ARGE Tabernig-Zierl Architektur har realiseret et attraktivt nybyggeri med en udfordrende placering på en skråning, og som takket være sin lyse træfacade, store vinduesflader og det visuelt imponerende udhæng passer godt ind i omgivelserne.

Bygningen består af to huse i to etager, der er forbundet med hinanden via en indskudt glasbeklædt korridor i én etage og placeret ved siden af eller oven på en sokkel af beton. På den måde er det lykkedes at udnytte grundens hældning optimalt og dermed give plads til lege- og fritidsarealer i samme niveau.

 

Masser af lys og lyst træ

Lyset gennemstrømmer rummene via de store åbninger i taget og de mange store vinduesflader, og de forskellige ruminddelinger og indhak tilbyder mange forskellige anvendelsesmuligheder.

Mens vinduesrammerne udvendigt er mørke og dermed differentierer sig markant fra træfacaden, er de indvendigt holdt i lyst træ og skaber her i kombination med de lyse gulve og møbler og trapper i ubehandlet træ en rolig og indbydende atmosfære. Farvestrålende billeder og dekorative elementer kommer endnu bedre til deres ret på de rå betonvægge.

Det harmoniske helhedsindtryk fuldendes af de store runde lamper i loftet og de lyse Troldtekt akustikplader, der takket være deres lydabsorberende egenskaber forbedrer trivsel og komfort i børnehavens hverdag betydeligt.