Troldtekt v-line: Nye designløsninger med diskrete spor
Nu lancerer Troldtekt to nye varianter i den prisvindende serie af designløsninger. Troldtekt® v-line 1way og 2way har elegante v-spor fræset i overfladen. Troldtekt v-line er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt plader og kan produceres til en meget konkurrencedygtig pris.
Med de to nye varianter i Troldtekts designserie får du en karakterfuld og ensartet loftsflade, der sikrer god akustik i rummet.
De to nye produkter – Troldtekt v-line 1way og Troldtekt v-line 2way – har fræsede spor i overfladen. Dermed bygger de videre på udtrykket fra de populære designløsninger Troldtekt line og Troldtekt line design, der har været på markedet siden 2019.
Troldtekt v-line er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt plader, mens de øvrige løsninger i designserien er baseret på 35 mm plader. Varianterne af v-line er dermed lettere i vægt og kan også produceres til en meget konkurrencedygtig pris.
– Målet med de to nye løsninger er at gøre vores designløsninger tilgængelige i endnu flere projekter. Ud over at pladerne adskiller sig ved at være 25 mm, er de med v-spor, som har en lavere dybde end de rektangulære spor i Troldtekt line, og derved får de et lidt mere diskret udtryk, siger Michael Christensen, in house-arkitekt hos Troldtekt A/S og designeren bag hele designserien.
Han nævner private hjem og kontorlokaler som eksempler på byggeri, hvor Troldtekt v-line vil være et oplagt valg.
Troldtekt v-line 1way | Troldtekt v-line 2way
Roligt udtryk og karakterfuldt mønster
Troldtekt v-line har fræsede v-spor i overfladen på langs af hver plade samt et halvt spor langs pladernes lange kanter. På den måde opstår der et ekstra spor, når to plader monteres ved siden af hinanden. Forskellen mellem varianterne 1way og 2way skal findes på pladernes korte kanter. Her har 1way rette kanter, mens 2way har samme halve v-spor som på de lange kanter.
– Med 1way får du derfor et roligt udtryk med lange gennemgående linjer, som man også kender fra listelofter. Når du vælger 2way, bliver de langsgående spor brudt af tværgående spor, hvor pladernes ender mødes. Især en hvid eller lys variant af 2way giver et karakterfuldt mønster, som træder tydeligt frem i rummet, siger Michael Christensen.
Uanset hvilken af de to varianter du vælger, kan du selv afgøre, om hver plade skal have 6 eller 10 fræsede v-spor på langs.
– I rum med relativt lav loftshøjde er pladerne med 10 spor med til at give et flot udtryk. Varianten, som har 6 spor og dermed større afstand mellem sporene, vil træde tydeligere frem i rum med større skala og højere til loftet, siger Michael Christensen.
Opnå præcision og fleksibilitet
Kunder, som ønsker et lidt andet udtryk og større fleksibilitet i monteringen, kan kombinere Troldtekt v-line med pladetypen Troldtekt v-line blank, der er et supplement til de to nye løsninger. Også blank-pladerne fås som både 1way med rette kanter for enden og 2way, hvor pladens ender er faset med et halvt v-spor.
– Blank-pladen har samme dimensioner og kantudformning, men er uden v-sporene i selve pladens overflade. En række med blank-plader kan give et lettere udtryk, hvor pladerne med spor stopper lidt fra væggene og får en slags ramme omkring. Blank-pladerne kan også være med til at fremhæve øer med v-spor i et kontormiljø, siger Michael Christensen.
Han forklarer, at Troldtekt v-line blank desuden kan have en praktisk funktion:
– Løsningen kan sikre et mere præcist udtryk, hvis du for eksempel skal have plads til ovenlys, spots, en emhætte eller lignende i din loftsflade. Langs væggene har blank-pladerne desuden den fordel, at eventuelle skævheder i væggene ikke visuelt forstyrrer den øvrige loftsflade med v-spor.
De nye Troldtekt v-line kan leveres fra april 2022.
Se fotos fra tegnestuen CEBRA i Aarhus, der har valgt Troldtekt v-line 1way