Troldtekt skærper cirkulært fokus med ny bæredygtighedsafdeling

Den danske producent af Troldtekt® akustikplader gør klar til at accelerere sit bæredygtighedsarbejde yderligere og tage næste skridt mod cirkulære produkter. To profiler fra byggebranchen er rekrutteret til virksomhedens bæredygtighedsafdeling, hvor de supplerer to erfarne kolleger.    

10.04.2024

Politikere og kunder øger løbende deres krav til dokumentation af ESG og byggematerialers klimaaftryk. Troldtekt A/S, som siden 1935 har produceret akustikplader af dansk træ og cement, har gennem mere end et årti arbejdet strategisk med bæredygtighedsinitiativer. Nu skærper virksomheden sit fokus på cirkulære løsninger og dokumentation yderligere. Det sker ved at insource flere kompetencer og etablere en decideret bæredygtighedsafdeling, som arbejder på tværs af markeder – med base på hovedkontoret syd for Aarhus.

To brancheprofiler er hentet til afdelingen: Darma Louise Duus er ny chef for cirkulære løsninger, og Pernille Brændstrup Kjær  er tiltrådt som bæredygtighedsspecialist med fokus på dokumentation.

– I 2022 blev vi en del af den globale irske byggekoncern Kingspan, der med programmet Planet Passionate har ambitiøse klimamålsætninger, som er i tråd med Troldtekts egen strategi. Nu er vi klar til at accelerere vores indsatser yderligere. Derfor glæder det mig, at vi er lykkedes med at tiltrække så stærke profiler som Darma og Pernille, siger Tina Snedker Kristensen, som er bæredygtigheds- og kommunikationschef hos Troldtekt A/S. 

 

Branchen sætter turbo på

Tina Snedker Kristensen og DGNB-konsulent Michael Christensen udgør sidste del af kvartetten i den nye afdeling. Som bæredygtigheds- og kommunikationschef har Tina Snedker Kristensen siden 2010 spillet en vigtig rolle i Troldtekts CSR-rapportering. Og siden 2012 har hun været med til at tilrettelægge og udleve Troldtekts strategi, som er baseret på det internationale designkoncept Cradle to Cradle.

Strategien har skabt markante resultater: Troldtekt har blandt andet omlagt produktionen til vedvarende energi, lanceret akustikplader baseret på CO2-reduceret cement og sikret, at fraskær fra produktionen indgår som råvare i cementproduktionen hos Aalborg Portland. Det har bidraget til at sikre Troldtekt fornem hæder som den danske DI Prisen 2020 for grøn omstilling og Deutscher Nachhaltigkeitspreis 2023.

– Vores tiltag har vakt genklang i både Danmark og på vigtige markeder som Sverige, Norge, Tyskland og England. Hvor det for bare få år siden var svært at få taletid om bæredygtighedsinitiativer, oplever vi en positiv udvikling med lovgivere, bygherrer, arkitekter og entreprenører, som for alvor sætter turbo på bæredygtighedsdagsordenen. Markedet er nu mere modent til at indgå partnerskaber om cirkulære løsninger siger Tina Snedker Kristensen og fortsætter:

– Ved at samle vores kompetencer i en ny afdeling har vi også fremover mulighed for at være på forkant med markedets forventninger til os som byggevareproducent. Vi har store ambitioner og skal nu blandt andet i gang med at etablere lokale partnerskaber, så både byggepladsfraskær og udtjente træbetonplader kan genbruges eller genanvendes på højest mulige niveau.

FAKTA: Her er Troldtekts nye bæredygtighedsafdeling

  • Darma Louise Duus er tiltrådt som chef for cirkulære løsninger. Hun er uddannet arkitekt med flere efteruddannelser inden for blandt andet bæredygtighedsledelse. Hun har i en årrække arbejdet med klimaaftryk og cirkulær økonomi hos blandt andet Aarhus Kommune og senest brancheklyngen We Build Denmark.
  • Pernille Brændstrup Kjær er tiltrådt som bæredygtighedsspecialist. Hun er uddannet civilingeniør og DGNB-konsulent med bred erfaring fra byggebranchen. Blandt andet har hun arbejdet med udvikling og dokumentation hos Dovista, Teknologisk Institut og senest HSHansen, hvor hun var Sustainability Manager.
  • Michael Christensen fortsætter som teknisk marketingspecialist. Han er uddannet arkitekt, DGNB-konsulent og Certificeret Rådgiver i Bæredygtigt Byggeri – og har været tilknyttet Troldtekt i eksterne og interne funktioner siden 2003. Michael er designeren bag Troldtekts prisvindende designserie, der ligesom de øvrige Troldtekt træbetonprodukter har opnået guldcertificering efter Cradle to Cradle Certified®.
  • Tina Snedker Kristensen er bæredygtigheds- og kommunikationschef, med mange års erfaring fra byggebranchen og har arbejdet hos Troldtekt siden 1998. Siden 2012 har hun været med til at udvikle, optimere og eksekvere Troldtekts strategi, som er baseret på Cradle to Cradle Certified. Tina er desuden jævnligt oplægsholder på både konferencer og uddannelser inden for bæredygtighed.

FAKTA OM TROLDTEKT

  • Troldtekt A/S udvikler og producerer akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under højteknologiske forhold. Troldtekt anvender udelukkende certificeret træ (PEFC™ og FSC®C115450) fra ansvarligt skovbrug
  • Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med det internationale designkoncept Cradle to Cradle som det centrale element. Hele serien af Troldtekt akustikplader i natur og standardfarver er Cradle to Cradle certified® på guldniveau.
  • Troldtekt har siden foråret 2022 været en del af den irske byggekoncern Kingspan Group, der er global leverandør af højeffektive isolerings- og klimaskærmløsninger med tilstedeværelse i over 80 lande.

 

YDERLIGERE INFORMATION

Tina Snedker Kristensen, bæredygtigheds- og kommunikationschef i Troldtekt A/S
T: +45 8747 8124 // E: tkr@troldtekt.dk