Troldtekt A/S reducerer CO2-aftryk med nye tiltag
På tre år har Troldtekt sænket CO2-aftrykket per produceret kvadratmeter akustikplade med 6,9 procent. Det viser data i Troldtekts CSR-rapport for 2023. Reduktionen er sket i scope 3, der især dækker over cement fra Aalborg Portland. Cementtypen FUTURECEM™ er en del af forklaringen.
Cementen giver de velkendte Troldtekt® akustikplader deres robusthed, brandhæmmende egenskaber og lange holdbarhed. Men cementen fra Aalborg Portland tegner sig også for stort set hele CO2-aftrykket fra pladerne. I 2023 har Troldtekt sænket CO2-aftrykket per produceret kvadratmeter akustikplade med 4,3 procent. Over tre år – fra 2020 til 2023 – er reduktionen på 6,9 procent.
De nye CO2-tal er opgjort i Troldtekts CSR-rapport for 2023. Her fremgår det, at 99 procent af CO2-aftrykket i 2023 kom fra det såkaldte scope 3, der primært dækker over indkøb af cement. På Troldtekts egen fabrik (scope 1 og 2) kom 94,5 procent af energiforbruget i 2023 fra vedvarende kilder i form af biobrændsel og vindstrøm. Det tal var lidt lavere end i de foregående år som følge af en periode med vedligehold på bio-kedlen.
– Reduktion af CO2 er et af de vigtigste fokusområder i byggeriet. Over en årrække har vi nærmet os 100 procent vedvarende energi på vores egen fabrik, og nu har vi også taget hul på reduktionen i det svære scope 3. Ambitionen er fortsat at reducere markant, i takt med at vi udbreder nye cementtyper i vores produktion, siger Tina Snedker Kristensen, som er bæredygtigheds- og kommunikationschef hos Troldtekt A/S.
FUTURECEM gør en forskel
Troldtekt fordoblede i 2023 andelen af producerede akustikplader baseret på cementtypen FUTURECEM. Sammen med øvrige reduktioner hos Aalborg Portland er det en væsentlig del af forklaringen på faldet i CO2-aftryk. FUTURECEM udnytter synergien mellem kalcineret ler og kalkfiller, hvilket gør det muligt at erstatte en stor del af de brændte klinker i cementen.
Troldtekt akustikplader baseret på FUTURECEM har over hele produktets livscyklus et CO2-aftryk, som er:
- 26 procent lavere end for Troldtekt plader baseret på grå cement
- 38 procent lavere end for Troldtekt plader baseret på hvid cement.
– I 2023 udgjorde akustikplader baseret på FUTURECEM cirka en dobbelt så stor andel af vores produktion som i 2022. Dermed var mængden af FUTURECEM næsten på niveau med mængden af traditionel grå cement. Andelen af FUTURECEM vil fortsætte med at stige mærkbart, når vi fra og med 2024 helt udfaser pladerne baseret på traditionel grå cement, forklarer Tina Snedker Kristensen.
Hun tilføjer, at Troldtekt nu også gradvist begynder at erstatte hvid cement med FUTURECEM i de mange plader, der skal males i hvid og andre lyse farver.
Guld-certificering, energigevinst og søsættelse af ISO-arbejde
Reduktionen i CO2-aftryk og fordoblingen af akustikplader baseret på FUTURECEM er to af højdepunkterne i CSR-rapporten for 2023. Her følger tre andre:
- I efteråret 2023 opnåede serien af Troldtekt akustikløsninger i natur og standardfarverne grå, hvid, clay og sort igen guld ved re-certificeringen efter Cradle to Cradle Certified®. I tre ud af fem kategorier er Troldtekt certificeret efter konceptets version 4.0, hvor kravene er skærpet. Det drejer sig om Material Health, Renewable Energy and Carbon Management samt Water & Soil Stewardship.
- Troldtekt har monteret en varmeveksler, som udnytter spildvarmen fra produktionens tørreproces. Pilotprojektet har resulteret i et 30 procent lavere energiforbrug i de sektioner af tørreovnen, hvor forsøget er gennemført. Nu er ambitionen at montere varmevekslere på flere ovnsektioner i produktionen.
- Troldtekt søsatte i 2023 arbejdet med at opnå to ISO-certificeringer i 2024: ISO 9001 (kvalitetsledelse) og ISO 45001 (arbejdsmiljøledelse). Med dem sættes alle kerneprocesser i system og bygger et solidt fundament for fremtidige forbedringer.
FAKTA OM TROLDTEKT
- Troldtekt A/S udvikler og producerer akustikløsninger til lofter og vægge.
- Siden 1935 har træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under højteknologiske forhold. Troldtekt anvender udelukkende certificeret træ (PEFC™ og FSC®C115450) fra ansvarligt skovbrug
- Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med det internationale designkoncept Cradle to Cradle som det centrale element. Hele serien af Troldtekt akustikplader i natur og standardfarver er Cradle to Cradle certified® på guldniveau.
- Troldtekt har siden foråret 2022 været en del af den irske byggekoncern Kingspan Group, der er global leverandør af højeffektive isolerings- og klimaskærmløsninger med tilstedeværelse i over 80 lande.
YDERLIGERE INFORMATION
Tina Snedker Kristensen, bæredygtigheds- og kommunikationschef i Troldtekt A/S
T: +45 8747 8124 // E: tkr@troldtekt.dk