Spektakulære byggerier nomineret til Building Awards

Danmarks højeste hus i træ og et hovedkontor af 90 procent genbrugte og genanvendte materialer. Modet til at gå nye veje for at nedbringe klimaaftrykket går igen blandt flere finalister ved Building Awards. I både højhuset TRÆ og Tschernings hovedkontor er Troldtekt en del af interiøret.

12.09.2024
Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i kontorbyggeri

Du har formentlig aldrig oplevet noget lignende, hvis du en dag skulle få held til at besøge nedrivningsfirmaet Tschernings nye hovedkontor med navnet Tscherninghuset. Udefra ligner det måske den sorte lagerbygning, som det tidligere var, men indenfor venter en overraskelse – blandt andet i form af to møderumshuse, der som trætop-huse er hævet over kontorlandskabet.

Bygherren Søren Tscherning har undervejs i projektet – i samarbejde med arkitektfirmaet 3XN GXN - haft en ambitiøs cirkulær vision for byggeriet, der ligger i naturlig forlængelse af de nedrivninger, som firmaet har specialiseret sig i. Og ambitionerne har gjort, at Tscherninghuset er en af tre finalister i kategorien ’Årets Bygning’ under Building Awards 2024.

Her lyder det om projektet:

”Resultatet er blevet et ’genbrugs-hus’, hvor medarbejderne har fået et helt særligt og hjemligt arbejdsmiljø, og hvor et kludetæppe af materialer, planter og farver både motiverer og inspirerer.”

Troldtekt spiller en fremtrædende rolle i den nye kontorbygning – dels fordi hallens oprindelige Troldtekt lofter er bevaret og fortsat sikrer god akustik, men også i de flotte møderum, hvor frasorterede plader fra produktionen af Troldtekt er anvendt.

Ud over Tscherninghuset er også byggeriet Spidsen af Nordø og Thoravej 29 nomineret til titlen som Årets Bygning.

 

Læs mere om Tscherninghuset og de specielle møderumshuse

Unikt træbyggeri nomineret i to kategorier

Branchemediet Licitationen står for uddelingen af Building Awards, og i 2024 er der i alt otte kategorier. I to af kategorierne, Den Grønne Pris og Arkitektprisen, er det unikke træhøjhus TRÆ nomineret.

Byggeriet er nytænkende på mange måder – og især når det gælder materialevalgene. Både udvendigt og indvendigt er der anvendt en stor mængde genbrugsmaterialer, og tre etager er dedikeret til at eksperimentere med nye materialer, der kan skubbe yderligere til den grønne dagsorden.

TRÆ er under opførelse i Sydhavnskvarteret på Aarhus Havn og ventes at stå klar i sidste del af 2024. PFA Pension er bygherren bag Danmarks højeste træbyggeri. TRÆ bliver 78 meter højt med 20 etager, som primært skal bruges til kontorlokaler og kontorfællesskaber.

Både i form og tanke kommer TRÆ til at blive et markant vartegn for området. Kilden & Hindby har udviklet projektet i samarbejde med Lendager Arkitekter, og Artelia Group er rådgivende ingeniør. På genbrugsetagen bliver der blandt andet monteret genbrugte Troldtekt akustikplader. Troldtekt akustikpladerne er leveret af Greendozer, som er en platform, der sælger genbrugsbyggematerialer.

I indstillingen til Den Grønne Pris hedder det om TRÆ:

”TRÆ … presser grænserne for bæredygtigt byggeri og bidrager med ny viden og løsninger til branchen. Med en holistisk tilgang, fokus på sundhedsorienteret design og krav om innovative materialer, tilbyder TRÆ en unik bæredygtighedsordning, der går ud over traditionelle certificeringer.”

Og i indstillingen til Arkitektprisen lyder det yderligere:

”TRÆ rykker grænserne markant for bæredygtige højhuse med deres omfattende implementering af genbrugte byggematerialer. TRÆ er et banebrydende byggeri, der viser, hvordan radikal bæredygtighed kan skabe både værdi og integration i byens struktur.”

 

Læs mere om TRÆ i Aarhus’ Sydhavnskvarter

Vinderne af Building Awards offentliggøres ved et stort show på The Plant, 21. november 2024.

Læs mere på Building Awards’ hjemmeside