Oplev unikt design og god akustik ved Designskolens afgangsudstilling

På udstillingen WORKS, som foregår på Fabrikken for Kunst og Design på Amager, viser afgangselever fra Designskolen Kolding deres egne design frem for branchefolk og andre interesserede. Troldtekt har sponsoreret akustikplader, som bidrager til optimale rammer om udstillingen.

14.08.2023
Foto: Katrine Worsøe, Designskolen Kolding

120 bachelorer og kandidater fra Designskolen Kolding har nu åbnet dørene til deres helt unikke udstilling, WORKS.

I perioden 10.-27. august 2023 udstiller afgangseleverne deres egne projekter og design på Fabrikken for Kunst og Design på Amager i København. Her kan både designere, arkitekter og andre interesserede komme forbi og få et indtryk af de studerendes idéer, processer og kompetencer.

Det er studerende fra linjerne accessory design, beklædningsdesign, industrielt design, kommunikationsdesign og tekstildesign, som har givet deres bud på fremtidens design – med mennesker, bæredygtighed og leg for øje.

Troldtekt bidrager til god akustik i udstillingen

Fabrikken for Kunst og Design, hvor udstillingen foregår, er en tidligere vaskerihal med højt til loftet. Hallen fremstår rå, men også lys og indbydende. Dog er der ikke de bedste betingelser for akustikken i det 1.000 kvadratmeter højloftede rum.

For at sikre en bedre oplevelse for både afgangseleverne og gæsterne har Troldtekt sponsoreret akustikplader til arrangementet. Pladerne er anvendt til opbygningen af elevernes udstilling på borde og podier.

Når udstillingen er forbi, vil Designskolen Kolding genanvende Troldtekt akustikpladerne. De kan for eksempel indgå i projekter, hvor skolens elever har gavn af at bruge dem.

FAKTA: Om udstillingen WORKS

  • Udstillingen åbner torsdag den 10. august 2023 kl. 17.00
  • Adresse: Fabrikken for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 København
  • Åbningstider (10.-27. august):

    • onsdag-fredag kl. 13-17
    • lørdag-søndag kl. 11-17

Fotos: Katrine Worsøe, Designskolen Kolding