Glimt fra designugen i Stockholm – nu kan akustikplader fra messen blive del af et svensk projekt

Masser af arkitekter og designere lagde vejen forbi, da Troldtekt for første gang udstillede på Stockholm Furniture Fair og samtidig åbnede showroom i Stockholm. Nu er der mulighed for at indstille et svensk projekt, hvor akustikpladerne fra messestanden kan leve videre.

16.02.2023

Troldtekt deltog 7.-11. februar 2023 for første gang ved verdens største event for skandinavisk design – Stockholm Furniture Fair. Her mødtes arkitekter og designere fra flere end 100 lande med over 400 udstillere.

Troldtekts messestand blev flittigt besøgt til samtaler om akustik og design. Mange besøgende prøvede også kræfter med vores virtuelle designpuslespil, hvor der var en weekendtur til København på højkant – inklusive overnatning og restaurantbesøg med god akustik. Endelig lyttede publikum opmærksomt, da Troldtekt holdt oplæg om design med sunde materialer på en af messens tre scener.

Om aftenen på messens første dag åbnede Troldtekt nyt showroom i materialeudstillingen Studio B3, som ligger i hjertet af Stockholm. Her valgte mange arkitekter at runde dagen af i hyggelige omgivelser med god akustik og karakterfuldt design.

Skal akustikplader fra standen indgå i dit projekt?

Troldtekts stand til Stockholm Furniture Fair var udsmykket med blandt andet designløsningen Troldtekt rhombe i grønlige nuancer, som gav et elegant blikfang. Nu udlodder Troldtekt alle akustikplader fra standen til et svensk projekt, hvor de kan gøre gavn i mange år frem.

Kender du et kontor, en skole eller et tredje svensk projekt, hvor pladerne kan passe ind? Læs her, hvordan du ansøger om pladerne.