CSR-rapport for 2022:
Guld i Cradle to Cradle og muskler til at nå nye milepæle
Troldtekt har nu offentliggjort sin CSR-rapport med tiltag og data fra 2022, hvor virksomheden blev en del af Kingspan-koncernen. Året bød blandt andet på Cradle to Cradle-guldcertificering, lancering af CO2-reducerede akustikplader og et lovende projekt med varmegenvinding i produktionen.
Troldtekt fortsatte i 2022 den positive udvikling på CSR-området. Efter et årti med designkonceptet Cradle to Cradle som strategisk ramme avancerede Troldtekt akustikløsninger til Cradle to Cradles guldniveau. I foråret 2022 lancerede vi akustikplader baseret på den CO2-reducerede cementtype FUTURECEM™. Samtidig fastholdt vi, at næsten al energien til vores produktion kommer fra vedvarende kilder (97,7 procent).
Årets største milepæl var dog, at Troldtekt fik den globale byggekoncern Kingspan Group som ny ejer. Med det nye ejerskab følger adgang til ressourcer, kompetencer og systemer, som giver muskler til at accelerere CSR-arbejdet i de kommende år. Michael Heeager Nystrup, adm. direktør hos Troldtekt A/S, uddyber:
– Kingspan udvikler byggematerialer til de kommende generationer, og her passer Troldtekt perfekt ind. Vi kommer med et træ- og cementbaseret produkt, der løfter indeklimaet, og som er fri for skadelig kemi, så det kan indgå i en cirkulær økonomi. Vores produkter vil vi nu med Kingspan i ryggen udbrede til nye markeder. Det betyder også, at vi kommer til at søsætte en række udviklingstiltag med udgangspunkt i Cradle to Cradle-principperne og – ikke mindst – Kingspans bæredygtighedsprogram, Planet Passionate.
Nye EU-standarder som ramme
Hos Troldtekt har vi valgt at bygge vores CSR-rapport for 2022 op med nye EU-standarder som ramme. EU-Kommissionen har i sommeren 2023 offentliggjort de 12 standarder, som virksomheder fremover skal følge, når de rapporterer om deres indsatser inden for områderne Environment, Social og Governance (ESG).
– Der går fortsat et par år, før det bliver obligatorisk for en virksomhed af vores størrelse af følge de nye standarder. Men vi har allerede nu valgt at gøre os de første erfaringer med at bygge rapporten op efter de helt nye standarder, dog uden at følge alle de datapunkter, der vil indgå i EU-lovgivningen, siger Tina Snedker Kristensen, bæredygtigheds- og kommunikationschef hos Troldtekt.
Herunder kan du se højdepunkter fra Troldtekts CSR-rapport for 2022, der nu er offentliggjort. For 13. år i træk uploader vi rapporten til FN som en del af Troldtekts tilslutning til initiativet FN Global Compact.
Højdepunkter fra CSR-rapporten
Environment: 97,7 procent vedvarende energi
I 2022 lå andelen af CO2-neutral energi forbrugt i vores produktion på 97,7 procent. Tallet dækker over emissioner i scope 1 og 2. Elektriciteten kommer fra vindkraft (indkøbt via certifikat), mens varmeenergien kommer fra vores eget biomassefyr.
Environment: CO2-reducerede akustikplader
Vi lancerede i 2022 akustikplader baseret på cementtypen FUTURECEM™. Målt over hele produktets livscyklus har pladerne et CO2-aftryk, som er 26 procent lavere end for Troldtekt baseret på grå cement og 38 procent lavere end for Troldtekt baseret på hvid cement.
Environment: Fra cement til geopolymer?
Troldtekt indgår i projektet ReSource, der skal afdække potentialet i såkaldt geopolymer som muligt alternativ til cement. Projektet indgik i 2022 i Realdanias initiativ ’Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet’.
Environment: Vi genindvinder varmen
I et nyt pilotprojekt, som er støttet af Energistyrelsen, tester Troldtekt potentialet i at genindvinde spildvarmen fra vores tørreovne. De første resultater tyder på en markant reduktion af varmeforbruget.
Social: 50 kolleger på kursus
I 2022 var omkring 50 timelønnede medarbejdere fra Troldtekts produktion på et opkvalificerende kursus, så de nu er i stand til at håndtere mindre el-opgaver.
General/governance: Guld i Cradle to Cradle
I foråret 2022 trådte Troldtekts første Cradle to Cradle-guldcertificering i kraft. Avancementet fra sølv til guld var primært resultatet af, at vi tog nye malingrecepter i brug i produktionen – efter længere tids dialog og tæt samarbejde med vores malingleverandør.