Årets skolebyggeri 2023: Nu kan du stemme på din favorit

Nohrcon kårer for 11. år i træk Årets skolebyggeri i Danmark – og har nu offentliggjort de fem nominerede. Troldtekt akustikløsninger indgår i alle fem, som på hver sin måde viser udviklingen i dansk skolearkitektur. Frem til 26. juni 2023 kan du stemme på din favorit. Vinderen kåres i august.  

13.06.2023

Internationale arkitekter henter ofte inspiration fra danske skolebyggerier – og de fem nominerede til Årets skolebyggeri 2023 beviser flot hvorfor.

De nominerede skoler byder på arkitektur, som på elegant vis forbinder skoledagens forskellige behov med andre af lokalområdets aktiviteter. Og så er der lagt vægt på at træffe sunde materialevalg med en fremtrædende rolle til træprodukter i de fleste af projekterne.

Træ er også en primær råvare i Troldtekt akustikplader, som i forskellig skala er anvendt på tværs af de fem projekter.

En fagjury har udvalgt feltet af nominerede, og for 11. år i træk bliver vinderen fundet via en offentlig afstemning. Du kan stemme på din favorit frem til 26. juni 2023. Event- og konferencefirmaet Nohrcon, som står bag kåringen, offentliggør vinderprojektet 14. august 2023.

 

Gå direkte til afstemningen her

Børne- og Kulturhuset i Høje Taastrup

Kjaer & Richter samt Christensen & Co Arkitekter har tegnet byens kulturelle hjerte, hvor de 9.500 kvadratmeter blandt andet huser 0.-6. klasse, SFO, forskellige kreative tilbud og idrætsforeninger. Interiøret byder på zoner til forskellige aktiviteter med et åbent ”kulturtorv” i midten. Til projektet er der valgt Troldtekt akustiklofter i grå natur.

Frederiksborg Byskole (’Bakkefløjen’) i Hillerød

Den tilbyggede fløj er til indskolingen og skolefritidsordningen – og er opført med træ som det primære materiale. De fire huse fordeler sig op ad en bakke, mens en tværgående bygning binder dem sammen. Både inde og ude er der lister i fyrretræ på henholdsvis væg og facade, mens der til lofterne er valgt Troldtekt akustik Plus i lys natur. ERIK arkitekter har været totalrådgivere.

Frederiksværk Skole i Halsnæs Kommune

Den nybyggede skole strækker sig over 6.650 kvadratmeter og har fokus på at sammenbinde læring inde og ude. Skolen med den omkransende aktivitetssti spiller desuden en stor rolle for lokalområdets aktiviteter. Materialerne udvendigt er lyse mursten med trælameller for enderne. Indvendigt indgår blandt andet Troldtekt lofter i lys natur. Kjaer & Richter har været arkitekt på projektet, der stod færdigt i februar 2023.

Skolecenter Jetsmark i Jammerbugt Kommune

Norconsult og Nordic Office of Architecture har tegnet dette projekt nord for Limfjorden, hvor de 8.800 kvadratmeter bliver anvendt til både skoledag, kulturtilbud og foreningsliv. Indvendigt er materialer som beton, finer, farvede linoleumsgulve og hvidmalede Troldtekt akustiklofter med til at skabet et lyst og venligt miljø.

UC Syd, Campus Kolding

De studerende fra en lang række forskellige uddannelser har nu deres gang i et åbent og indbydende miljø med mange forskellige klynger. CUBO Arkitekter har tegnet projektet, som strækker sig over 11.000 kvadratmeter og bindes sammen af et stort atrium og torv. Der er valgt Troldtekt lofter i lys natur til sportshallen, hvorfra der gennem glaspartier er visuel forbindelse til andre af skolens områder.

FAKTA: Årets Skolebyggeri 2023 

  • Event- og konferencefirmaet Nohrcon står bag kåringen af Årets skolebyggeri 2023. Det er 11. år i træk, at prisen uddeles.

  • For at komme i betragtning til årets pris skal et projekt være færdiggjort i perioden februar 2022 til maj 2023 og have et areal på mindst 400 kvadratmeter.

  • En fagjury har valgt fem nominerede blandt alle indstillede projekter. En offentlig afstemning frem til 26. juni afgør vinderen, som officielt kåres 14. august 2023.

  • I 2022 modtog Vrå Børne- og Kulturhus prisen, mens den i 2021 gik til Erlev Skole.