Verdens første cirkulære børnehave vinder pris ved Danish Design Award 2022
Børnehuset Svanen i Gladsaxe Kommune har vundet årets Danish Design Award i kategorien ’Save Resources’. Svanen er bygget af genbrugsmaterialer og har fokus på bæredygtighed, miljø og indeklima. Troldtekt akustikplader indgår i designet
Næsten som den grimme ælling, der bliver til en smuk svane, er Børnehuset Svanen opført af materialer fra en gammel skole, der nænsomt blev revet ned. Det har nu resulteret i, at Svanen har vundet prisen i kategorien ’Save Resources’ ved Danish Design Award 2022. Det blev offentliggjort 9. juni 2022.
Børnehuset, der også er svanemærket, er således bygget ud fra cirkulære principper, og det har resulteret i en besparelse på cirka 6.278 ton materialer og 178 ton CO2.
Gladsaxe Kommune er bygherre på projektet, og Lendager Group har stået for designet. Det øvrige team består af Sweco Architects, NIRAS, Tscherning, Ason A/S og Aksel V. Jensen A/S Rådgivende Ingeniører.
En hyldest til det bedste design
Fagjuryen ved årets Danish Design Award, der består af repræsentanter fra designbranchen, kommer med følgende begrundelse for nomineringen – og nu titlen som vinder:
– Svanen er et unikt upcycling-projekt, der peger mod en bedre fremtid. Projektets cirkulære tilgang er fremragende. Det beviser, at det er muligt at spare ressourcer uden at gå på kompromis med design, brugeroplevelse eller kvalitet ved at genbruge eksisterende materialer i stedet for at producere nye. Ved at gøre det bidrager Svanen til at løse et af vores mest presserende problemer: At udnytte planetens begrænsede ressourcer.
I børnehuset Svanen er der valgt Troldtekt akustikplader i lys natur, der er akustikregulerende og med til at sikre et godt indeklima i børnehaven.
Danish Design Award hylder de bedste designløsninger og viser de mange måder, hvorpå design kan gøre en forskel for vores samfund. Formålet med kategorien ’Save resources’ er at demonstrere, at design kan føre til en bedre udnyttelse af naturlige eller menneskeskabte ressourcer, for eksempel gennem bæredygtige og cirkulære løsninger og modeller.