Hotel Koldingfjord er årets konferencecenter
For anden gang på tre år har konferencegæsterne udpeget det smukt beliggende Hotel Koldingfjord som Årets Konferencecenter. Troldtekt® ventilation sikrer god akustik og frisk luft i de elegante konferencelokaler, Bøgesalen og Magnoliesalen.
Hotel Koldingfjord ligger smukt omgivet af skov og med udsigt over fjorden. I 2015 fik stedet renoveret salene til konferencer – og siden er hæderen regnet ned over de opgraderede faciliteter. Nu er Hotel Koldingfjord kåret som Årets Konferencecenter 2022. Også i 2020 modtog hotellet prisen.
– Det betyder rigtig meget for os, især internt. Vi har stået sammen om at rejse os igen efter coronaen, og nu står vi sammen om at imødekomme den enorme efterspørgsel på konferencer og alt, hvad vi ellers tilbyder. Derfor er det en pris til hele holdet på hotellet og en vigtig anerkendelse, når vi kæmper for at holde på de fantastiske medarbejdere, vi har, siger Hotel Koldingfjords adm. direktør, Peder J. Madsen, til Danske Konferencecentres hjemmeside i forbindelse med kåringen.
Bag uddelingen står sammenslutningen Danske Konferencecentre, der tæller flere end 100 af landets bedste uafhængige møde- og konferencecentre. Det er businessgæsternes evalueringer, der har afgjort, at prisen går til Hotel Koldingfjord.
God akustik, frisk luft og højt til loftet
Konferencelokalerne Bøgesalen og Magnoliesalen har plads til henholdsvis 250 og 300 gæster. Lokalerne gennemgik den større renovering og udvidelse med hjælp fra Arkitema Architects og DEAS. I begge sale sikrer Troldtekt ventilation god akustik og frisk luft. Med løsningen strømmer frisk luft ind i lokalerne ved lavt tryk via Troldtekt loftet.
I de to konferencelokaler er der næsten fem meter til loftet. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi de tekniske installationer til ventilationsanlægget er monteret i enden af lokalerne, så de ikke er synlige.
Deltagere ved Troldtekts inspirationsseminarer om sundt indeklima og ventilation har oplevet rammerne og det behagelige indeklima på egen krop. Senest da Troldtekt midt i marts 2022 holdt seminar for ingeniører på Hotel Koldingfjord.
– Jeg ved ikke noget om ventilation, og jeg kender ikke de tekniske udtryk. Jeg er bare en glad bruger, og jeg ved, at når vi holder selskab i et lokale, og alle stearinlys brænder ned samtidig, så har vi en god luftfordeling uden træk. Og når vi aldrig får klager over konferencelokalerne, så er det fordi, de fungerer, lød det ved den anledning fra hoteldirektør Peder J. Madsen.
>> Læs mere om erfaringerne med Troldtekt ventilation på Hotel Koldingfjord
FAKTA: Årets Konferencecenter 2022
- Sammenslutningen Danske Konferencecentre står bag kåringen af Årets Konferencecenter.
- Det er gæsternes evalueringer af businessophold, der afgør, hvilket sted der vinder prisen.
- Foruden Hotel Koldingfjord var fire konferencecentre nomineret: Bautahøj Kursuscenter og Hotel, Severin, Pharmakon Konferencecenter og Hotel Vejlefjord.