Designløsninger med v-spor vinder en German Design Award
De to nyeste designløsninger i Troldtekts designserie er blandt vinderne af den prestigefulde German Design Award 2023. De karakterfulde akustikplader med diskrete v-spor modtager prisen i kategorien Excellent Product Design – Building and Elements.
Troldtekt v-line er akustikplader med fræsede v-spor i overfladen, som giver stor frihed til at designe karakterfulde rum med god akustik. Nu har de to designløsninger, der findes i varianterne 1way og 2way, opnået den fornemmeste hæder fra det tyske designråd. German Design Council har kåret Troldtekt v-line som Winner af en German Design Award 2023. Troldtekt modtager prisen ved en ceremoni i februar 2023.
– En German Design Award er et kvalitetsstempel af vores design, som vi er meget stolte af at få. Siden lanceringen i foråret 2022 har vi oplevet en stigende efterspørgsel på de nye designløsninger. Med sine diskrete v-spor er Troldtekt v-line et godt designvalg for de arkitekter og bygherrer, som gerne vil have både god akustik og et loft, der træder mere i karakter end en neutral flade. Det er denne pris med til at bekræfte.
Sådan lyder det fra Jesper Kvist, som er Country & Business Development Manager i Troldtekt GmbH. Han tilføjer, at Troldtekt v-line blandt andet er et populært valg i kontormiljøer og boligbyggeri.
Baseret på klassiske akustikplader
Ifølge German design Council hylder German Design Award “outstanding design”, som besvarer tidens udfordringer og samtidig peger mod fremtiden. Prisen uddeles i år for tiende gang, og en jury har valgt vinderne i de 68 kategorier. Troldtekt v-line modtager prisen i hovedkategorien Excellent Product Design og underkategorien Building and Elements.
De to nye produkter slutter sig til yderligere ni løsninger i Troldtekts oprindelige designserie, som efter lanceringen i 2019 modtog en German Design Award 2020.
Troldtekt v-line adskiller sig ved, at de er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt plader, mens de øvrige løsninger i designserien er baseret på 35 mm plader. Varianterne af v-line er dermed lettere i vægt og kan også produceres til en meget konkurrencedygtig pris.
Troldtekt v-line er certificeret på guldniveau efter det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Certificeringen gælder både for akustikplader i natur og malet i de populære standardfarver hvid, sort og grå.
FAKTA: Troldtekt v-line 1way og 2way
-
De nye Troldtekt v-line har enten seks eller ti fræsede v-spor i hver akustikplades overflade.
-
På pladernes lange kanter er der fræset et halvt spor, så der opstår et ekstra spor, når to plader monteres ved siden af hinanden.
-
Forskellen mellem varianterne 1way og 2way skal findes på pladernes korte kanter. Her har 1way rette kanter, mens 2way har samme halve v-spor som på de lange kanter.
-
Troldtekt v-line er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt akustikplader.
FAKTA: Om German Design Award
-
German Design Award uddeles for tiende gang af German Design Council, som er stiftet i 1953, og som i dag er et af verdens førende videncentre for design. Læs mere på www.german-design-council.de.
-
Der uddeles i 2023 priser i 68 kategorier under de tre overordnede temaer Excellent Architecture’, ’Excellent Communications Design’ og ’Excellent Product Design’.
-
En jury med førende eksperter inden for design har valgt årets vindere, som officielt modtager priserne i februar 2023.