Cradle to Cradle baner vej for FN’s verdensmål

Troldtekt er med som oplægsholder, når konsulentfirmaet Vugge til Vugge Danmark holder learning session på Building Green København. Her kan du høre, hvordan en Cradle to Cradle-certificering bringer dokumentation ind i virksomheders arbejde med verdensmålene.

11.10.2019

FN’s verdensmål udstikker frem mod 2030 kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og miljø. Verden over arbejder organisationer i tråd med målene. Og med det anerkendte designkoncept Cradle to Cradle er det muligt at få en systematik ind i det arbejde.

Sådan lyder baggrunden for den learning session, som konsulentfirmaet Vugge til Vugge Danmark afholder på Building Green – landets førende messe inden for bæredygtigt byggeri. Troldtekt er inviteret som oplægsholder på sessionen, som vil veksle mellem teori og eksempler. Vi vil dele vores erfaringer med Cradle to Cradle som strategisk ramme om bæredygtighedstiltag.

Building Green finder sted 30.-31. oktober 2019 i Forum København, og Vugge til Vugges learning session er på programmet den første af de to dage klokken 14.00. 

Strenge krav til produkter

Cradle to Cradle er en holistisk ordning, som arbejder for, at materialer efterlader et positivt aftryk på mennesker, samfund og miljø. Den tilgang går godt i spænd med FN’s verdensmål, forklarer Annette Hastrup. Hun er CEO i Vugge til Vugge, som gennemfører Cradle to Cradle-certificering af danske virksomheder.

– Via certificeringen stiller vi strenge krav til produkter, lige fra indholdet i hvert materiale til genanvendelse. Cradle to Cradle giver en opskrift på, hvordan man kan designe, fremstille og dokumentere sine produkter i tråd med 11 af de 17 verdensmål, siger Annette Hastrup.

– Vi håber, at vores learning session kan være med til at gøre arbejdet med verdensmålene konkret for flere virksomheder. Vi er glade for, at Troldtekt vil tale om deres erfaringer. De er et godt eksempel på, at også mellemstore virksomheder kan arbejde struktureret med cirkulær økonomi og verdensmål, fortsætter hun.

To verdensmål i fokus

Troldtekts akustikplader har siden 2012 været Cradle to Cradle-certificeret på sølv-niveau. Certificeringen er ramme om vores tiltag inden for blandt andet materialesundhed, genanvendelse og energioptimering. Og så hjælper Cradle to Cradle med at holde fokus på de to verdensmål, vi foreløbig har valgt at fokusere på:

  • mål nummer 12 om ansvarligt forbrug og produktion
  • mål nummer 15 om livet på land

– Vi anerkender naturligvis alle verdensmål, men som mellemstor produktionsvirksomhed er vi ikke i stand til at holde fokus på 17 mål og 169 delmål. Derfor har vi i første omgang valgt at fokusere på de mål, hvor vi realistisk kan gøre den største forskel, og hvor vi samtidig kan arbejde i tråd med vores Cradle to Cradle-strategi. Det omfatter for eksempel tiltag inden for vedvarende energi og træ fra ansvarlig skovdrift, siger Tina Kristensen, kommunikationschef hos Troldtekt A/S.

>> Læs mere om Troldtekts Cradle to Cradle-strategi

>> Læs om vores fokus på FN’s verdensmål