Brædstrup Skole
Udgravninger og overbygninger har løftet landsbyskole ind i en ny tidsalder.
Pædagogik kan sagtens være synlig. Tag bare den nye Folkeskolelov, som blev vedtaget i 2003. Her tales der om ”tværgående emner og problemstillinger” og dermed et delvist opbrud med formen én lærer – én klasse. Denne pædagogiske nyskabelse stiller krav til skolernes fysiske rammer og har allerede resulteret i adskillige om- og nybygninger af kommuneskoler. Seneste eksempel er Brædstrup Skole i det østjyske bakkeland.
Den er oprindeligt bygget omkring 1970 som en typisk ”kamskole” med en korridor-ryg, hvorfra ensartede gange med klasselokaler skyder sig ud. Hvad kan I gøre ved det for max. 12 mio. kr.? lød udfordringen til en kreds af indbudte konkurrencedeltagere.
Erfaren arkitekt – ny totalentreprenør
Sahl Arkitekter A/S vandt. Den århusianske tegnestue har gjort skolebyggerier til et speciale – se eksempelvis omtalen af Langsøskolen i Silkeborg i BD nr. 4/2003 – og vandt sidste år fem-seks konkurrencer, som hovedsageligt drejede sig om folkeskoler.
- Beløbsmæssigt er dette projekt i underkanten til at kunne bære en arkitektkonkurrence, men vi slog til på grund af udfordringen. Meget blev ændret undervejs, men der har gennem forløbet været et forbilledligt samarbejde med skolen og med totalentreprenøren EMR, som har udført et virkeligt fint stykke arbejde, siger sagsarkitekt Peter Jakobsen, Sahl Arkitekter.
EMR, Murer & entreprenør A/S, der har hjemsted i det nærliggende Nørre Snede, roser også samarbejdet med rådgivere og underentreprenører.
- For os er det usædvanligt at byde ind på en totalentreprise, men vi har gjort nyttige erfaringer i denne proces. Ønskerne fra skolens side var mange, og økonomien var stram, så vi har måttet skære lidt hist og her og finde de optimale løsninger. Desuden har vi skullet løse en kompliceret byggeopgave samtidig med, at 300 elever har gået på skolen, fortæller projekteringsleder Niels Lundgaard, EMR.
Til de sidstnævnte udfordringer hørte, at nye betonelementer skulle hejses ind til at understøtte og danne forhøjningen af den eksisterende bygning. Spæncom A/S har leveret søjler, bjælker og vægge.
Skummel sal blev gravet fri
For at få brudt den gængse rumhøjde på under tre m. i det gamle byggeri, er der både blevet bygget hen over det eksisterende og gravet fri.
- Vi havde det held, at de fleste af klasselokalerne har en størrelse på 70 kvm., så dem var der ikke grund til at lave om på bortset fra en enkelt fløj, hvor der er foretaget et par sammenlægninger. Ved at grave i terrænet omkring klassefløjene frilagde vi en stor, mørk festsal i kælderplanet. Den blev udelukkende benyttet til spisning, men nu er de knap 600 kvadratmeter blevet aktiveret, forklarer Peter Jakobsen, Sahl Arkitekter.
Der er skåret adskillige vindueshuller og døråbninger i underetagens betonvægge. Leverandør af døre og indvendige glaspartier har været Swedoor-Jutlandia A/S. Kvadratmetrene i den tidligere sal er nu indrettet til bl.a. edb og lærermøderum, mens skolebibliotek/mediatek er blevet flyttet op i lyset.
Uden for vinduerne er der til den ene side blevet frigravet areal til en værkstedsgård, der takket være gunstige læ- og solforhold vil kunne benyttes det meste af året. Uderummet langs den modsatte side af bygningsfløjen er blevet til en amfigård med store trappetrin, som fortsætter ind gennem en glasfacade i fuld bygningshøjde.
Tredobbelt højt samlingsrum
Herinde er trappetrinene belagt med askeparket – af Wengé Gulve Aps i Herning. Det tredobbelt høje rum har tilført skolen et tiltrængt samlingspunkt, som på forskellige niveauer har forbindelse til de øvrige funktioner. En elevator i form af en kædebåren vertikallift til personer og gods er der også blevet plads til. Leverandøren er Hydro-Con A/S i Gilleleje.
Lydniveauet dæmpes af Troldtekt akustikplader, som Troldtekt A/S har leveret til lofter og til den øverste del af væggene i samlingsrummet. I lofterne indgår pladerne i tagkassetter fra Palsgaard Træ A/S.
Fra gangarealet med den åbne forbindelse til samlingsrummet bevæger man sig ind i det nye bibliotek, der oplyses af store loftspendler fra Fagerhult A/S. Her er der indsat et par kontorbokse, som man via trapper kan bevæge sig op på. Stillerum til lektielæsning og computerbrug er indrettet oven på boksene, der er forbundet via en gangbro.
Meget for pengene
Sahl Arkitekter fik ikke grønt lys til at indrette en overdækket rambla på tværs af anlægget som forbindelse mellem skolen ældre og nyere afsnit. Passagemulighed er der dog, og i det hele taget forekommer det imponerende, hvad der kan bygges for 12 mio. kr., når man tænker på, at en del af pengene er gået til renovering af det eksisterende.