Fremtidens Plejehjem hedder Huset Nyvang
I Randers har man opført et topmoderne plejecenter efter hollandsk forbillede. De 60 almene plejeboliger er organiseret som en lille landsby med huse i ét plan.
Her kan beboerne færdes frit i trygge rammer, da et hegn diskret, men effektivt afgrænser området. Hermed får demente større mobilitet, og - som noget helt nyt i Danmark - er centeret koblet sammen med en daginstitution samt et lille torv med bager, frisør og servicecenter.
Allerede før åbningen blev Huset Nyvang kåret som ”Årets Sundhedsbyggeri 2017”. Det forstår man, når man ser det liv, der udspiller sig på torvet, og ser hvordan de ældre naturligt møder små børn i deres hverdag. Dertil kommer, at Huset Nyvang naturligvis rummer den mest moderne velfærdsteknologi, som hjælper personalet i det daglige arbejde.
Mere hjem end institution
Boligerne er opført som små murede parcelhuse, der i kraft af deres beskedne skala relaterer sig mere til ”hjem” end til institution. Husene er samlet i klynger med fælles indgang. Den større skala er overladt til det tilhørende plejecenter og børneinstitutionen. Dermed skabes et naturligt hierarki i bebyggelsen. Det giver også en synergieffekt, hvor de ældre får oplevelser sammen med børn i det daglige. En unik mulighed, som ellers er fraværende på et traditionelt plejehjem.
I den store hvide bygning mødes funktionerne for ældre, børn og personale. Selvfølgelig er der klare skel, men det er nemt at etablere kontakt mellem generationerne. Servicebygningen er et yndet udflugtsmål for de ældre beboere, og ”butikkerne” giver liv på det sydvendte torv.
Der er en fin nordisk tone i det banebrydende projekt, som er tegnet af Friis & Moltke Architects. Både daginstitutionen og plejecenterets rum er præget af et lyst og venligt interiør med højt til loftet i dobbelt forstand. Hvidmalede Troldtekt-plader er med til at binde rummene sammen rent æstetisk, og samtidig passer de godt til de varierende højder og skrå flader, der mange steder går til kip.